Skip to main content
Fakta om DMA 2020

Fakta om DMA 2020

Fakta om DMA 2020

Afholdelse af DMA i en corona-tid

Til planlægning og afvikling af DMA 2020 har IFPI Danmark hyret et produktionsselskab, som allerede har indgående erfaring med at afvikle forsvarlige events i en corona-tid, så de lever op til myndighedernes anbefalinger og retningslinjer.

Konkret betyder det blandt andet for DMA 2020:

  • At DMA er et privat arrangement, og at der dermed ikke udbydes billetter til salg.
  • At venue er indrettet således, at alle anvisninger om afstand og hygiejnisk praksis kan overholdes.
  • At der ikke arrangeres forfester eller efterfester i relation til prisfesten.
  • At man er i stand til at agere øjeblikkeligt, såfremt de danske myndigheder melder nye bekendtgørelser og / eller anbefalinger ud.

Arrangementet vil selvfølgelig overholde alle relevante bekendtgørelser herunder Bekendtgørelse om forbud mod store forsamlinger i forbindelse med håndteringen af covid-19 og Bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19.

Med andre ord er det tilladt at afholde koncerter med op til 500 personer i alt, så længe deltagerne i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod scenen. 


DMA-Akademiet 

Hvert år nedsætter IFPI Danmarks bestyrelse et Akademi bestående af 5-6 personer med særlig kunstnerisk og kommerciel indsigt i musikbranchens aktiviteter. DMA-Akademiet mødes løbende for at diskutere tendenser i dansk musik. På to udvalgte dage op til DMA afholdes de såkaldte valgdage, som har karakter af pavevalg. Valgdagene afsluttes nemlig først, når DMA-Akademiet er nået til enighed. DMA-Akademiet mødes på første valgdag for at finde nominerede i alle relevante kategorier. På anden valgdag mødes man for at finde vindere blandt de nominerede. 

IFPI Danmark ser mangfoldighed som en styrke. Både i forhold til genrer, køn, alder og etnicitet. Medlemmer til Akademiet udpeges derfor også ud fra deres evne til at kunne anskue musikbranchen fra et helhedsperspektiv præget af diversitet, ligesom Akademiets medlemmer udpeges på baggrund af bestyrelsens overbevisning om, at medlemmerne kan sætte sig ud over særinteresser i Akademiets arbejde.

DMA-Akademiet har mandat til at finde nominerede og vindere i alle kategorier på nær: Danish Music Awards’ Ærespris (IFPI’s bestyrelse), Årets Danske Streaminghit og Årets Danske Radiohit. Sidstnævnte to kategorier defineres af hitlister for den forgangne DMA-periode. Medlemmerne af DMA-Akademiet offentliggøres på aftenen for DMA.

Formanden for DMA-Akademiet udpeges af IFPI’s bestyrelse og har til opgave at sikre, at DMA-Akademiet efterlever det foreliggende regelsæt. Formanden har imidlertid ikke indflydelse på, hvilke aktører, der nomineres og vinder i de relevante kategorier.


Hvilke priser kan man vinde ved DMA 2020?

Til DMA 2020 uddeles priser i de 15 følgende kategorier:

Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Radiohit, Årets Danske Streaminghit, Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Sangskriver, Årets Danske Producer, Årets Danske Livenavn, Årets Nye Danske Livenavn, Årets Bedrift, Årets Forbillede, Danish Music Awards’ Ærespris, Årets Internationale Album, Årets Internationale Hit.

For at blive nomineret til DMA 2020 skal man i langt de fleste kategorier have været aktiv med udgivelser eller koncerter i perioden fredag d. 9. august 2019 til og med torsdag d. 24. september 2020.


Om Moodagent 

Savner du også den perfekte playliste? Hos Moodagent vil vi redefinere måden, du streamer musik og give dig en helt ny musikoplevelse. Slut med upersonlige anbefalinger og problemer med at finde de rette tracks – med Moodagent får du de bedste skræddersyede anbefalinger samt mulighed for at opdage eller genopdage musik, der er 100% relevant for dig. Læs mere om Moodagent på www.moodagent.com

 

DEL DENNE SIDE