IFPI Danmark udgiver i dag Musikselskaber 2025 — årets rapport om udviklingen blandt danske musikselskaber og markedet for indspillet musik. Samtidig lancerer IFPI en strategi frem mod 2030 med fokus på at skabe en økonomisk og socialt bæredygtig fremtid for musikbranchen.
Årets rapport viser blandt andet, at det samlede marked for indspillet musik voksede til 811 mio. kr. i 2025, mens dansk musik samtidig styrkede sin position og nu udgør 35,6 % af markedet. Omsætningen fra salg af vinyler fortsætter sin markante vækst med en stigning på 25 % det seneste år og mere end 600 % over de seneste ti år.
Rapporten peger også på en udvikling i kønsbalancen i dansk musik. Andelen af kvindelige artister med aktive aftaler hos musikselskaberne er steget fra 22 % i 2023 til 30 % i 2025. Samtidig er antallet af udgivelser med kvindelige hovedafsendere mere end fordoblet siden 2021, og andelen af sange med kvindelige hovednavne på Track Top-100 er steget fra 4 % i 2016 til 20 % i 2025.
Udviklingen afspejler et øget fokus på talentudvikling, trivsel, mangfoldighed og bæredygtige karriereveje på tværs af branchen. Indsatser, som skal fortsætte og styrkes over de næste år.
”Vi ser et voksende felt af stærke kvindelige artister, som fylder mere i både udgivelsesbilledet og på hitlisterne. Det er et vigtigt skridt mod en mere mangfoldig musikbranche, men også et område hvor der fortsat er behov for fokus og langsigtede indsatser,” siger Karen Vincent, bestyrelsesleder i IFPI Danmark.
Musikbranchen udvikler sig hurtigt. Derfor bliver arbejdet med stærkere rammer for dansk musik, innovation, trivsel og mangfoldighed kun vigtigere i de kommende år.
Med den nye strategi sætter IFPI Danmark fokus på tre centrale områder:
- en bæredygtig økonomisk fremtid
- en bæredygtig social fremtid
- en stærk og fremtidssikret stemme i samfundet
Læs hele pressemeddelelsen her.
Læs hele Musikselskaber 2025 her.
Læs hele strategien her.