Skip to main content
Musikselskaber 2018

Musikselskaber 2018

Musikselskaber 2018

Dansk musik gik frem i 2018. Både målt i markedsandele og i kolde kontanter. Det viser nye tal, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI offentliggør i dag.

Danske forbrugere tager i stigende grad dansk musik til sig på de digitale musiktjenester. Også selv om der er en massiv overvægt af udenlandsk musik at vælge fra. I det forgangne år stod dansk musik for hele 34,9 % af det samlede marked for indspillet musik mod 31,9 % i 2017. Det kan man læse i musikselskabernes årsrapport ”Musikselskaber 2018”, som udkommer i dag.

Den positive udvikling for dansk musik skyldes stigende indtægter fra streamingtjenesterne. I 2018 fik dansk musik indtægter på 175 mio. kr. fra streamingtjenesterne mod 141 mio. kr. i 2017. Det svarer til en vækst for udøvende danske kunstnere og musikselskaber på hele 24,2 %.

Lasse Lindholm, der er direktør for kommunikation i IFPI, er glad for udviklingen:

Dansk musik står virkelig stærkt i markedet. Og faktisk står den markant stærkere end den gjorde, da markedet udelukkende bestod af cd-salg ved årtusindeskiftet. Det vidner både om danske forbrugeres kærlighed til dansk musik og danske musikeres evne til at skabe vedkommende musik af høj kvalitet”.

I samme ombæring gør han opmærksom på, at musikøkonomien er blevet langt mere kompleks. Det skyldes blandt andet, at folk lytter til meget mere forskellig musik på streamingtjenesterne. Det bevirker igen, at de penge der kommer ind skal fordeles til langt flere musiknumre og kunstnere end tidligere.

Malurt i bægeret
På trods af de positive takter for dansk musik, lider den danske musikbranche fortsat under, at nogle tjenester undslår sig at indgå aftaler på lige fod med andre streamingtjenester. Det er YouTube et godt eksempel på. Den seneste undersøgelse af danskernes tidsforbrug viser, at 29 % af al den tid danskerne bruger på at streame musik kommer fra YouTube. Alligevel bidrager YouTube blot med 3,7 % af den samlede omsætning fra streaming af musik.

Ser man isoleret på YouTubes bidrag til dansk musik, bidrager tjenesten i 2018 med 4,4 mio. kr. De resterende 170,6 mio. kr. kommer fra konkurrenter som YouSee Musik, Spotify og Apple Music.

”Indtægterne fra de digitale musiktjenester udgør nu 91,2 % af det samlede marked for indspillet musik. Det er vi stolte af. Men det betyder samtidig, at vi er enormt sårbare, når der er noget i den digitale økonomi, som ikke fungerer. Derfor er det afgørende for os, at der bliver gjort noget ved den uacceptable skævvridning, som både musiklivet og YouTubes konkurrenter oplever”, siger Lasse Lindholm om problematikken.

Samlet set udgør det danske marked for musik i 2018 582 mio. kr. Heraf udgør indtægterne fra digitale kilder 531 mio. kr. Med en markedsandel på 87,6 % er streaming danskernes ubetinget foretrukne musikformat. Vinylpladen er det næstmest populære format med en markedsandel på 4,8 %.

Læs mere i Musikselskaber 2018, som kan downloades her.

DEL DENNE SIDE